Det hele startede tilbage i 2014, da jeg var på barsel med mit 2. barn. Der oprettede jeg hjemmesiden Bær kærligt, det er en informationsside omkring babybæring – altså at bære sine børn i slynger.
Jeg oprettede denne hjemmeside på et tidspunkt, hvor babybæring var på vej frem i Danmark, så jeg fik hurtigt en del læsere.
Samtidig fik jeg øje på, at der internationalt begyndte at sprede sig en trend med “Babywearing necklaces” – altså ammehalskæder og bidelegetøj.
Jeg blev tiltrukket og betaget af ideen om, at bruge smykker samt give sit barn legetøj, der er uden farlig kemi, så baby kan gumle i det og mor kan lade baby gøre det med god samvittighed.
Så efter noget research bestilte jeg de første perler hjem – egentlig mest til eget forbrug. Men der gik ikke længe, før flere begyndte at spørge til halskæderne, som jeg lavede til mig selv. Og jeg begyndte med at lave nogle stykker til venner og bekendte. Pludselig ville en app bruge mine halskæder som præmie i en giveaway og forskellige bloggere begyndte at kontakte mig.